Medarbejderne i FTF-A har nu tastet efterlønsudbetalinger for mere end en milliard kroner. Næsten alle ansøgninger er færdigbehandlet.
Af journalist Hanne Gaard Guldager, FTF-A
En rejse til Thailand med hele familien, pensionsopsparing eller afbetaling på gælden. Efterlønskronerne, som bliver udbetalt i denne tid, skal bruges til vidt forskellige formål. Og rigtig mange har allerede fået deres penge. Faktisk har FTF-A nu rundet en milliard kroner i udbetalinger.
”Det er jo rigtig mange penge, der er blevet sendt af sted her den første måned. Vi har arbejdet hårdt for at få pengene ud til vores medlemmer så hurtigt, som det overhovedet kunne lade sig gøre,” siger FTF-A’s kommunikationschef, Anders Tybjerg.
25.000 ansøgninger behandlet
Lige omkring 25.000 har bedt om at få deres efterlønspenge udbetalt, og FTF-A har nu klaret stort set alle ansøgninger, så der er gjort rent bord. Det betyder, at pengene for langt de fleste allerede er dukket op på kontoen, og ellers er de på trapperne.
”Vi har nået at behandle næsten alle de ansøgninger, der er kommet ind, og det er vi faktisk ret stolte af. Medarbejderne herinde har virkelig knoklet siden, der blev åbnet for udbetalinger den 2. april,” fortæller Anders Tybjerg.
I alt har 31 procent af de omkring 77.900, der havde efterlønspenge stående, nu bedt om at få deres penge udbetalt. På baggrund af de seneste opgørelser over udbetalinger og ansøgninger er FTF-A’s forventning, at i alt 35-40 procent vil bede om at få deres penge udbetalt, mens der er skattefrihed.
Der er tid endnu
Efterlønsbetalerne kan helt frem til 1. oktober få deres penge ud skattefrit mod at forlade efterlønsordningen. Tager man det valg, skal man dog være opmærksom på, at man ved samme lejlighed siger farvel til den skattefrie præmie, seniorjobordningen og fleksydelse. Det kan man læse mere om på FTF-A’s hjemmeside, hvor der er et stort efterlønssite.
Det er også via hjemmesiden, at FTF-A’s medlemmer kan følge deres egen efterlønssag. I Tast Selv-systemet kan man se information om sin egen sag. Man skal dog være opmærksom på, at der er en ekspeditionstid på tre dage, fra FTF-A har tastet udbetalingen, til pengene dukker op på bankkontoen.